AFLYST – Standerstrygning 31/10

Vi skulle ha strøget standeren den 31/10, men med det seneste forsamlingsforbud på 10 personer, har vi valgt at aflyse. Vi startede sæsonen skidt, med et forsamlingsforbud, men fik i mine øjne alligevel en god sejlersæson. Vejret har måske ikke været det bedste hele tiden, men alligevel har der været god stemning på havnen og alle de normale aktiviteter er blevet gennemført i store træk.

Herslev Havn har igennem denne corona tid, været et åndehul i alle de restriktioner vi er blevet mødt af. Et sted hvor man bare kunne slappe af og nyde det sted vi som medlemmer har skabt gennem tiden. Bestyrelsen er glade for den store skare af frivillige hænder, der hver dag er med til holde havnen i gang og med til at vi følger med tiden, så vi også i fremtiden kan nyde at komme her.

Tak for sæsonen 2020. Bestyrelsen