SRPI 2024

Sjælland Rundt På Indersiden sejles 15-16. juni 2024
Din tilmelding til SRPI 2024 modtages med tak – konceptet er uændret:

  • Der sejles sidste weekend inden Skt. Hans aften, hvor solen går sent i seng
  • Sejladsen er åben for alle – udenfjords deltagere er meget velkomne  
  • Start og mål tæt på din hjemhavn – vælg mellem ni steder langs banen
  • Et par herlige dage for kapsejlere, tursejlere og sejlerskoler:
    • Kapsejlads efter TCC
    • Cruisingsejlads efter TurLys for sejlbåde
    • Tursejlads med motor, for motor- og sejlbåde
    • SRPI-light for de mindste både – 50 sømil ved start nord for Kronprinsens forhindring
  • Præmier til alle, der indsender logbog rettidigt, samt rigtigt mange særpræmier.

www.srpi.dk

SingleHand mesterskaber 23/9-23

Lørdag 23. september kl. 10:00 afholdes klubmesterskaber i SingleHand.

Vi mødes til morgenkaffe kl. 8:30 og samles til frokost og præmieuddeling efter sejladsen.

Tilmelding og eventuel bestilling af smørrebrød senest mandag 18. september.

Hvis du ønsker at deltage, men ikke har været med i serien, er der et deltagergebyr på 50 kr. – du skal så henvende dig til mig angående bådtype og eventuel bestilling af smørrebrød.

Betaling for deltagelse og smørrebrød til mig, kontant eller på MobilePay 61684715.

Hilsen, Gunnar

DF65 kapsejlads 6/10-23

Som optakt til dobbelt-stævnet for Wayfarer og IOM, første weekend i oktober, sejles ‘pop-up‘ kapsejlads med DragonForce 65 modelbåde fredag aften, den 6. oktober.

Vi sejler umiddelbart uden for havnen – dér, hvor det nu passer bedst i forhold til vejret – vi bestræber os på at første startskud lyder kl. 17:00, og gennemfører flest mulige sejladser inden solen går ned, ca. kl. 18:30.

Konceptet er, som når DF65-flåden sejler i løbet af sæsonen: Kapsejlads på op-ned baner med én omgang, med start og mål nogenlunde midt på banen. Der kan frit vælges mellem A-rig og C-rig.

Det koster 35 kr. at deltage, og vi afslutter i sædvanlig Herslev-stil – med øl og en grill-pølse.

Deltagergebyr indbetales til MobilePay, Box 6174 AB.

Invitationen gælder alle – medlemskab af Herslev Strand Sejlklub er ikke nødvendigt.

Tilmeld dig på den autonome hjemmeside, under ‘Tilmelding til POP-up stævne’ .

Foto: Jan Nielsen / JN PHOTO.DK

Sydfjordsstævne og sejlerfest

Sydfjordsstævne, lørdag 26/8 morgen
Interessen for single-hand sejlads har været stigende, og har været stabil for cruisingklassen, men det har knebet med at samle et fornuftigt antal kapsejlere i to-tre år; vi har derfor besluttet at invitere til et stævne inspireret af sidste år, hvor kapsejlerne sejlede de samme distancebaner som cruising- og singlehand-sejlerne med respitstart efter TACIL / TACIM/ TACIH.
For at kapsejlerne ikke skal skræmmes væk af at op-ned-banerne på Yderbredningen sløjfes, er nye distancebaner lavet – fem på 9,1 sømil plus fem på 5,4 sømil. Vi satser på at gennemføre to sejladser. Perfekt krydsstart er mulig ved langt de fleste vindretninger, og hård bidevind kan påregnes i de få tilfælde, hvor topmærket ikke ligger præcis i vindøjet.
De nye baner giver cruising- og singlehand-sejlerne mere spændende sejladser, og vi er bedre forberedt på at starte kapsejlerne samlet, inden cruising- og singlehand-sejlernes respitstart efter TurLys – dette forudsætter et rimeligt antal tilmeldte kapsejlere.

Sejladsbestemmelser findes her

Deltagerliste findes her

Efter sejladserne bydes på pølser fra grillen. Havnepenge er inkluderet i deltagergebyret – så det er overkommeligt, også for ‘udenbys‘ deltagere, at deltage i sejlerfesten lørdag aften!
Deltagergebyret er kr. 150,-
Tilmelding sker her – bemærk, at der lukkes for tilmelding til sejlerfesten ved tilmelding efter fredag 18. august.

Sejlerfest, lørdag 26/8 kl. 18:30
I forbindelse med Sydfjordsstævnet bliver der hygge og god stemning hele dagen.
Klokken 18:30 er der mulighed for at deltage i fællesspisning, der består af lækre retter ad libitum.
Øl/vand/vin faldbydes til meget fornuftigte priser, og to bands underholder!
Festen koster 200,- for de fleste, og 50,- for de yngste (børn/unge under 18 år).
Indbetal på HSS’ mobilepay 59142 – husk tydeligt at oplyse dit navn.
Tilmelding senest fredag 18. august til Margrethe på margrethe@margrethegade.dk – der kan også tilmeldes sammen med tilmelding til Sydfjordsstævnets sejladser.

Sæsonstart 2023

Aftenkap starter onsdag 3. maj kl. 18:45
Der sejles i 3 grupper:
Tursejlere følger søvejsreglerne og fører splitflag – start 18:45 (på kapsejlernes varselssignal)
Doublehand med 2 besætningsmedlemmer, uden spiler (kræver DS-certifikat)
Kapsejlads med eller uden spiler / genakker (kræver DS-certifikat.)
Tilmelding på mail henrik4374@gmail.com – oplys venligst: Gruppe. – Skipper – Bådnavn – Sejlnummer – Med / uden spiler.
Startgebyr 350,- kan betales på Mobile Pay 6297SH eller kontant til Henrik Thomasen.
Når startgebyret er modtaget vil du modtage sejladsbestemmelserne på mail, og du skal selv sørge for at få dem trykt.

Singlehand starter mandag 8. maj kl. 18.45
Tilmelding til Kim på sms 20936807 senest 1. maj.
Sejlere, der ikke tidligere har deltaget, skal oplyse bådtype.
Startgebyr 325,- betales til Gunnar, kontant eller på MobilePay 61684715.
Mød op i god tid første gang, da der skal udleveres program.

Sjælland Rundt På Indersiden sejles 17-18. juni
Der er åbent for tilmeldinger på sejladsens hjemmeside.
Vi håber at samle ~125 både efter et lidt sløjt deltagerantal på godt 100 sidste år – en lang liste med tilmeldte hjælper ofte med at få endnu flere med, så tilmeld dig så tidligt som muligt. Deltagergebyr 300,- indbetales ifm. tilmelding.

Kapsejladsmøde 1/3-23

Halløj alle gæve sejlere i Herslev!

En ny sejlsæson nærmer sig, og derfor vil vi også gerne forberede os til vores kommende onsdagssejlladser.

Vi vil jo rigtig gerne have, at der kommer rigtig mange på vandet om onsdagen, så derfor inviterer kapsejladsudvalget til møde for alle dem der gerne vi ud på vandet og dyste mod hinanden enten som tursejlere, two-handsejlere, eller som kapsejlere.

Hvis du ikke har prøvet det før, er du meget velkommen til at komme og høre mere, og få en snak med de andre sejlere om hvad det er vi laver om onsdagen, og hvordan du kan være med.

Vi skal snakke om årets sidste sejladser – er der noget vi skal lave om?
Hvordan får vi flere ud om onsdagen – her er man meget velkommen med forslag!

Og ellers hvad vi har af gode forslag til onsdagens sejladser.

Vi glæder os til at se jer onsdag 1. marts klokken 19:00 !  

Kapsejladsudvalget

SingleHand mesterskab 24/9-22

Klubmesterskab i SingleHand sejles lørdag 24. September kl.10:00.

Vi mødes til morgenkaffe kl. 8.30 og samles til frokost og præmieuddeling efter sejladsen.

Tilmelding og bestilling af smørrebrød senest mandag 19. september.

Hvis du ønsker at deltage men ikke været med i serien, skal du henvende dig til mig angående bådtype og eventuelt smørrebrød – hvis du ikke har været med i serien, betales et deltagergebyr på 50 kr. 

Betaling for deltagelse og smørrebrød betales til mig kontant eller via MobilePay 61684715.

Hilsen Gunnar

PS: Husk, at fra mandag 5. September går første start kl 18:00.

SommerSejlerFest 27/8-2022

Det bliver hyggeligt og festligt, når årets SommerSejlerFest afholdes lørdag 27. august kl. 18:30.

Alle medlemmer med familie er velkomne, ligesom deltagere i Sydfjordsstævnet og SRPI også er inviteret. Menuen består af:

  • Varmrøget laks, rørt med creme fraiche og krydderurter.
  • Langtidsstegt okse, kylling med lime og honning, små stegte kartofler samt salater.
  • Chokoladekage med hindbærdrys.

Øl fra Herslev Bryghus, samt vin og vand.

Tilmelding her. (betaling på dagen).

Tilmelding senest torsdag 18. august, så vi kan bestille det rette antal menuer.
Voksne kr. 200,-
Unge under 18 år slipper med det halve.
Betaling opkræves på dagen.
Hvis du ikke skal med ud at sejle, vælges blot ‘Sejlerfest uden sejlads‘ i tilmeldingsskemaet.

Læs lidt mere om lørdagens Sydfjordsstævne samt om søndagens Sydfjordsstævne for juniorer,

Sydfjordsstævne 27/8-22

Herslev Strand Sejlklub inviterer kapsejlere, cruisingsejlere og single-hand sejlere til Sydfjordstævne lørdag den 27. august. 
Som noget nyt, prøver vi også at lokke tursejlere i alle bådtyper med til afslappet opvarmning til sejlerfesten.

Det koster kun 100,- at deltage i sejladserne ved tilmelding senest torsdag 18. august. Herefter er deltagergebyret 150,-
Pris for sejlerfesten er nedsat i forhold til sidste år, til 200,- for de fleste og 100,- for de yngste.

Kapsejlads med to eller tre sejladser på op-ned bane på Yderbredningen, efterfulgt af en kort distancebane tilbage til Herslev. Hvis fire sejladser gennemføres, fratrækkes det dårligste resultat på op-ned bane. 
Første start på Yderbedingen er planlagt til klokken 11:00.

Crusingregatta (ræs for sjov) for dem, der ikke har lyst til op-ned baner, kapsejladsregler, eller ikke har gyldigt målebrev (DS certifikat). Der sejles to distancesejladser á 9,2 sømil (6,6 sømil i let vind): Én sejlads fra Herslev til Egehoved i Yderbredningen, og én sejlads tilbage fra Egehoved til Herslev.
Der sejles efter almindelige søvejsregler, og startes efter TurLys respittider, så bådene teoretisk bør komme samlet i mål, så ventetiden mellem de to sejladser reduceres mest muligt. 
Første båd starter ved Herslev klokken 10:30. 

Single-hand – der sejles på samme baner som ved cruisingregattaen, med start efter TurLys respittider, og efter almindelige søvejsregler. Bådene bør i teorien komme i mål samtidig – men sådan går det jo aldrig – derimod er det altid spændende, når feltet samles mere og mere, jo nærmere vi kommer mållinjen.
Første båd starter ved Herslev klokken 10:30.

Tursejlads – helt afslappet sejlads uden sømærker, der skal rundes i bestemt rækkefølge – formålet er først og fremmest at få bådejere uden interesse for konkurrencesejlads på vandet til nogle hyggelige timer, som opvarmning til sejlerfesten.
Fiskerjoller, motorbåde, motorsejlere og sejlbåde er velkomne – alle bådtyper kan deltage!
Vi starter fra havnen cirka kl. 11:00.
Mere information følger på hjemmesiden og FaceBook.

Præmiering – som sædvanlig modtager alle deltagere moderate præmier.

Sejlerfest – Man får noget for pengene i Herslev – udover det lave deltagergebyr, er overnatning i egen båd, i telt eller campingvogn ganske gratis under stævnet – så der bør være råd til at deltage i sejlerfesten i ualmindeligt i godt selskab!
Deltagerne ved Sydfjordsstævnet og SRPI inviteres til sejlerfest lørdag aften, sammen med medlemmer af HSS. Festudvalget byder på fællesspisning kl. 18:30 for 200,- per person – unge under 18 år slipper med ½ pris.
Menuen består af varmrøget laks, rørt med creme fraiche og krydderurter. Langtidsstegt okse, kylling med lime og honning, små stegte kartofler samt salater – og til sidst, chokoladekage med hindbærdrys.

Læs lidt mere om stævnet eller gå direkte til tilmelding.

Bliv eventuelt medlem af FaceBook-gruppen HSS Sydfjordsstævne.


Information om juniorernes Sydfjordsstævne, søndag 28/8

Sæsonstart 2022

Sejlsæsonen starter i maj – ganske som den plejer.

Singlehand starter op mandag den 2. maj.
Tilmelding på sms eller mail til Kim.
De, der ikke tidligere har deltaget,  skal oplyse om bådtype..
Startgebyr på 300 kr. betales til Gunnar enten kontant eller overføres til MobilePay 61684715.
Mød op første gang i god tid, da der skal udleveres program.
Hilsen Kim og Gunnar 

Onsdagssejladserne starter onsdag den 4. Maj – der sejles i 3 grupper:
Tursejlere sejler efter søvejsregler og fører splitflag, og kan vælge at sejle med eller uden spiler.
DoubleHand sejler med to besætningsmedlemmer, uden spiler.
Kapsejlere sejler med eller uden spiler jf. DH-certifikatet.
Tilmelding  på mail henrik4374@gmail.com med oplysning om: Gruppe / Skipper / Bådnavn / Sejlnummer / Med/uden spiler.
Startgebyr på Kr. 350,- kan betales på MobilePay 41407369 eller ved afhentning af programmet
Mvh. Kapsejladsudvalget

Sjælland Rundt På Indersiden sejles 18-19. juni. Der er åbent for tilmeldinger på sejladsens hjemmeside – tilmeld dig så tidligt som muligt – det koster ‘som sædvanligt‘ kr, 275,- at deltage. Kontakt Lars P, hvis du vil høre mere om sejladsen.

1 2 3