Standerstrygning den 30/10

Vi har valgt at stryge standeren den 30/10 i år, da flagspillet skal tages ned igen i år, for at gøre plads til at vi kan komme ud på mole 1, med det materiale vi får til overs i forbindelse med bro 3 renoveringen.

Vi stryger standeren klokken 14 og klubben vil herefter være vært for en sildemad og snaps i klubben.

Bro 3 renovering

Bro 3 har i en årrække været klar til udskiftning, da mange af pælene og underlaget til brodækket er fortæret af vejr og vind, derfor er det besluttet at dette bliver vinterens vigtigste projekt på havnen.

Arbejdet med renoveringen af broen, påbegyndes efter første bådoptagning den 16/10, hvor medlemmer gerne skulle hjælpe med at vi får pillet den gamle bro fra hinanden og fyldt i nogle containerne.

Fra den 1/11 vil der være entreprenør på havnen som skal hive gamle pæle op, grave sten/sand op, sætte nye pæle og lægge de største af stenene på plads igen. I denne del vil der også være medlemmer der skal bistå med forskellige opgaver.

Når pælene er sat, skal vi selv i sving med at lave nyt brodæk og dette arbejde kommer til, at foregå i weekenderne indtil første april, så bådene kan komme tilbage på deres pladser.

Hvis man har tid/lyst til at deltage i dette arbejde noget af tiden, må man gerne skrive til klubmailen, så vi ved hvem vi kan kontakte undervejs.

Der vil løbende blive komme flere detaljer om projektet, primært på vores Facebook gruppe.

På bestyrelsens vegne

Rasmus Rosenkvist

Formand

Tre nykårede verdensmestre fra HSS

I den forgangne weekend kunne Frederik Hansen, Rasmus Jørgen Andresen og Claus Høj Jensen atter stille sig øverste på sejrsskamlen ved VM for H-både. Besætningen gjorde rent bord og førte fra første stævnedag, hvor de gik ud til de 3 sidste sejladser med 7 point til nr. 2, en lynhurtig finne.
Stævnedagene bød på mange forskellige vejrforhold, og sejladserne blev afviklet i alt fra sol og regn, til let vind, skiftende til kuling. De mange forskellige og skiftende forhold understreger styrken af den flotte præstation. Faktisk var ”Team Goodspeed” så suveræne, at de helt kunne skippe den sidste sejlads, da forspringet på det tidspunkt var så stort, at de ikke kunne hentes.
At den slags overlegne sejre ikke kommer ud af ”ingenting”, ses i den flotte liste over mesterskabs-erfaring, hvor Rasmus er noteret for 4 VM-titler, Frederik for 8 stk., mens skipper Claus Høj kan fremvise et fornemt CV, hvor han står noteret for 9 VM-titler.
Et overordentligt velafviklet stævne blev rundet af med en stor fest lørdag aften, hvor præmieoverrækkelsen og fest fik det hele til at gå op i en højere enhed. Søndag kunne besætningen så atter vende retur fra Struer efter en utrolig vellykket og flot uge i VM regi.
Nu glæder vi os mest til at se dem hjemme på fjorden…

Generalforsamling 17/6 klokken 19

Der indkaldes til generalforsamling i Herslev sejlklub torsdag den 17/6 2021 klokken 19.

På grund af corona restriktionerne vil der ikke være spisning i forbindelse med generalforsamlingen og man skal kunne fremvise corona pas eller en frisk test. Desuden skal der bæres mundbind når man ikke sidder ned.

Regnskab, dagorden og beretning er vedhæftet til gennemlæsning.



Oprydningsdag og Standerhejsning søndag den 2/5

Forsamlingsforbuddet er ændret til 50 personer ved udendørs klubaktiviteter, derfor holder vi en samlet oprydnings dag ude i det gode vejr forhåbentlig. 

Vi begynder klokken 9 med kaffe og fordeling af opgaver og afslutter dagen med at hejse standeren klokken 14. 

Da vi endnu ikke kan tilbyde indendørs forplejning, vil vi tænde op i grillen og lave pølser.

Bestyrelsen

De glade 60ere

Intet nyt er godt nyt – siger man. Det ville nu være rart med noget nyt i forhold til vores aktiviteter.

Vi må fortsat ligge underdrejet – det er jo ikke en nyhed.

Men mon ikke den kommende tid vil give mulighed for lidt aktivitet, om ikke andet skal vi snart i gang med forårsklargøring. Det giver mulighed for en sludder på pladsen i små grupper.

Mon ikke vi alle glæder os til et snarligt forår.

Talsmand

Øv igen – møde aflyst

Kære venner
I bliver sikkert ikke overrasket, forsamlinger større end 10 personer er ikke tilladt. Vi aflyser vores møde den 30. Den f– virus. Vi må se om vi kan sige god jul til hinanden efter den 13. december – måske over en enkelt juleøl.


Mange hilsner

Henry

Glade 60ere

Møde i denne måned og julefrokost kommer til at bero på regeringens beslutninger vedr. virus situationen. De nuværende forsamlings bestemmelser udløber jo på søndag, men der kommer sikkert nogle beslutninger.

Nb: første gang jeg skriver på den nye hjemmeside

Hilsen Henry

AFLYST – Standerstrygning 31/10

Vi skulle ha strøget standeren den 31/10, men med det seneste forsamlingsforbud på 10 personer, har vi valgt at aflyse. Vi startede sæsonen skidt, med et forsamlingsforbud, men fik i mine øjne alligevel en god sejlersæson. Vejret har måske ikke været det bedste hele tiden, men alligevel har der været god stemning på havnen og alle de normale aktiviteter er blevet gennemført i store træk.

Herslev Havn har igennem denne corona tid, været et åndehul i alle de restriktioner vi er blevet mødt af. Et sted hvor man bare kunne slappe af og nyde det sted vi som medlemmer har skabt gennem tiden. Bestyrelsen er glade for den store skare af frivillige hænder, der hver dag er med til holde havnen i gang og med til at vi følger med tiden, så vi også i fremtiden kan nyde at komme her.

Tak for sæsonen 2020. Bestyrelsen

1 2 3 4